IV.

1695-1710. - President Barnholts død. -Opsving i

skibsfart og handel. -Embedsmænd og borgere.

- Økonomisk oversigt. - Krigsskyer.

 

Raadstueprotokollen, som heldigvis er bevaret gjennem et længere tidsrum, er fra nu av vor bedste kilde og trofaste følgesvend i byen; paa en maate byens avis, idet den avspeiler dens offentlige liv og ikke saa litet av det private. Den blev fra 11/2 1692 ført av Ove Daniel Hickman, hvis be­stalling (av 27/6-91) til at være by‑ og raadstuskriver blev oplæst den dag. Haandskriften skulde just ikke være hans bedste anbefaling til embedet, men har man først vænnet sig til hans hieroglyfer, gaar det over forventning gjen­nem de tusinder av sider han har beskriblet. Hvert aar indledes med en klin­gende og høitidelig overskrift som „I Jesu Naufn” eller, “Gud give Løche i dette Aar” og lignende; sommetider falder det parodisk, naar man straks efterser, hvorledes byens fædre er i haarene paa hverandre om stort og smaat, til andre tider lyder det som et nedraab, især naar man paa forhaand kjender, hvad der skulde komme av prøvelser og vanskeligheter.

 

Det lakket mot slutten av Marcus Barnholts præsidentskap. Om et møte 19/12 94 heter det: „Hr. Præsident formedelst svaghed absent”, og aaret efter (24/10 95) ledet han for sidste gang forhandlingerne. Han hadde da beklædt stillingen siden 1671, fra 77 med titel av præsident, Skiens første og sidste; fra 1670 tillike assessor i overhofretten i Kra., en stilling som væsentlig bragte ham bekostning og bryderi med reiser og ophold samt høiere skat paa grund av rangen. B. var 2 gange gift: I. med Margretha Stochfleth 15/1 1655 (brudgommen var da 18 aar, bruden 15) og II med Augusta Juliane Cronenburg, som overlevet ham. Av Skiens høit fortjente præsident, som i vanskelige aar stod paa vagt om byens interesser og efter evne skjærmet den mot utaalelige byrder, findes desværre intet portræt. Derimot har Skiens museum tat vare paa likkisteplaterne fra hans og den første hustrus kister i den gamle kirkekjælder. Disse plater blev efter branden i 1886 reddet ut av kirkens ruiner og indskriften avtrykt i Personalhistorisk Tidsskrift 3die række I (1892). Præsidentens plate har en temmelig vidløftig indskrift paa latin, hvorav det fremgaar at han har faat en usædvanlig god utdannelse for sin stilling; han hadde nemlig studeret baade theologi og retsvidenskap og filosofi og for disse studiers skyld reist i Holland, Belgien, Spanien, Flandern, Brabant, Danmark, Sverige, England, Frankrig og Tyskland, saa det var ikke nogen hjemfødning som i disse aar bekledte borgemesterembedet, og man maa gaa langt ned i tiden for at finde et sidestykke til denne alsidige utdannelse. Dødsdagen var 29de nov. 1695. Datidens gravskrifter var gjerne overstrømmende i sin omtale av de avdødes dyder og ære, og Barnholts er ingen undtagelse fra denne regel; men naar det tilslut heter om ham at han var “uvillig mot ingen, velvillig mot de fleste, retfærdig mot alle” (nemini invitus, plurimis benevolus, omnibus æqvus”), saa tør nok denne i romersprogets faste former støpte dom bli staaende som et blivende monument over hans væsen og virke.
Præsident Barnholts kisteplate

 

13/2 1696 foregik det høitidelige skifte i ledelsen. Først optraadte Hercules Weyer som ved bestalling av 21/11 95 var utnævnt til borgemester, og anmeldte at han efter ansøkning var fritagen, men beholdt „gang og sæde” herefter som borgemester. Derefter oplæstes bestalling av 18/1 96 for Peder Baad i samme egenskap, og “præsenterit da welermelte Peder Baad som Borgemester, hvortil tilstede(værende) Borgerskab ønschet ham til løche”.

 

Protokollen har herefter adskillig mere at fortælle om byens forhold. Der er øiensynlig kommet nyt liv i papirerne, nyt personale og ny virksomhet. Bedst viser dette sig gjennem den i 1695 indførte anmeldelsespligt for de handlende og søfarende, som herefter maatte ha raadstue‑attest for skib og ladning, hver gang de drog ut med sin last. Herigjennem faar man et kontrolmiddel til at bedømme omfanget av virksomheten i disse aar, om man end fra aar 1700 maa savne den maalestok for værdierne, som et ordentlig toldregnskap skulde gi. Dog har man slike fra 1795‑99 og efter den tid en veiledning i skibenes antal og drægtighet; i 1695 gik der ialt 15 anmeldte her hjemmehørende fartøier med tilsammen 2864.1/2 læster ut med trælast. Som prøve paa disse anmeldelser hitsættes: 28/2 1696 “Erscheinet for Retten Joh. Jørgensen Ed Sohren Borger og indwohner udj Kiøbenhafn, Indgaf Kgl. M.s Tolder Sr. Jørgen Erboes[1] skriftlig med Egen Haand underschrefen Eed at det Schib den Norsche Løve kaldet som er 256 lester drechtig hands allene uden Simuteret contract eller anden underfundighed i nogen optenchelig maade med dessen Indehavende ladning som ei ere contrabande ware, achtede sig fra Langesund til Holland og derfra til Langesund, saa aflagde Schipperen sin corporlig Eed efter Reglementet og beviste at have bekommit Hans M.s naadigste Søepass for denne Reise, som blef daterit d. 22 februarij og var begierende at Raadstue widnet maatte dateris d. 13 februarij”.

 

 

Efter denne formular er de fleste anmeldelser avfattet, og man faar da herigjennem oplysninger om skib, eier, fører, ladning og reise for alle disse aar. Der er allerede ovenfor givet en fortegnelse over hele rækken av fartøier 1673‑1713, men nærmere oplysning kun til 1688; det blir derfor nødvendig her at gjentage det sidste parti av rækken, med de oplysninger derom, som fremgaar av protokollerne. Hvert fartøi er i denne opregning bare nævnt en gang, og man kan altsaa ikke her se, hvormange der var i fart paa en gang, undtagen for 1695, hvor alle, baade gamle og nye, er tat med; men man faar en oversigt, ser hver gang et nyt skib dukker op og faar adskillige oplysninger om dem.

 

1695.       St. Johannes 146 læster. Redere Maren Sørensdatter sal. W. Willumsens 7/10, Frants Cudrioux 1/2, Joh. G. Weber 1/12 + 1/16, Jochum Fent 1/12 + 1/10 Bent Willumsen (skipper) 3/16. Ladningen tilhørte            Frants Collier. Forlist 1697 utenfor Texel.

   “           Fortuna, 120 l. Anders Madsen 1/2 samt ladning, Frants Coudrioux 1/2. Skipper Anders Evertsen. Til England eller Holland.

  “            Jonas, 192.1/2 l. Thomas Sommer 13/24, Anders Madsen 1/3, Jørgen Pedersen 1/8 Skipper Peder Jørgensen. Bortfragtet til assistentsraad Stub, Fredrikshald.

  “            St. Peter, 144 l. Thomas Sommer 1/2, Jørgen Pedersen 1/2. Skipper Laurs (>: Lars) Olsen. ‑ Likeledes fragtet av Stub. ‑ Redere i 1703: Simon Jørgensen 7/16, Rasmus Jørgensen Holst 1/4, Ambor sal. Jørg. Pedersens 1.1/4.

  “            Peternelle, 196 l. Thomas Sommer 11/12 og ladning, Elias Gregersen 1/12. Skipper Elias Gregersen. Til Holland.

  “            St. Catharina, 259 l. Thomas Sommer 2/3, Anders Madsen 1/3 og ladning. Skipper Hans Jacobsen.

  “            Fortuna, 176.1/2 l. Arne Hansen i Brevik eier av skib og ladning, til lige skipper. Hadde kjøpt 3/4 av Anders Nielsen (Lerstang). Solgt til Irland 1698.

  “            Svanen, 268 l. Assessor Halvor Borse eier av skib og ladning. Paa reise til London opbragt til Dunkirchen. I 1703 var Niels Josten paa Bjørntvedt eier av 7/8.

  “            St. Anne, 187 l. Brigadier Johan Arnold, skib og ladning. Skipper Christen Andersen. Til England. I 1702 førtes det av Bøye Petersen (Ording) av Kragerø.

  “            St. Johannes, 256 l. Do. Do. Do. Skipper Nils Knudssen av Langesund. Til Holland.

  “            Hvide Falk, 195 l. Thomas Sommer 1/8, Cornelius Danielsen (Brevik) 21/64, stiftamtsskriver Preus 1/16, Rasmus Clementsen (Risør) 5/16, sal. Corn. Dan. sr. 11/64. Skipper C. Danielsen. Ladningen tilhørte Frants Collier. Til London. I 1703 eiet Anders Nielsen 3/4.

  “            Den Norske Løve, 260 l. Tolder Jørgen Erboe, skib og ladning. Skipper Johan Jørgensen av Kbhvn. Til Holland. Solgt til Kbhn. 1696.

  “            Engelen, 220 l. Halvor Borse, skib og ladning. Skipper Hans Gre­gersen. Til England. Senere ført av David Davidsen Jonchin og i 1708: av Job Christensen Arveschau, indvaaner og borger i Skien.            Redere i 1703: Niels Josten 2/3, Leopoldus 1/3.

  “            Engel Rafael, 80 l. Thomas Sommer. Skipper Lorents Koch. Fragtet av assistentsraad Hannibal Stochfleth (fra Drammen til Holland).

 

Foruten de her nævnte 14 fartøier, som er hentet fra raadstueprotokollen, indeholder toldregnskapet for 1695 følgende:

Christina Maria, 189.1/2 l. Defensionsskib. Chr. Pedersen Lund. Til Holland. Forlist 1698 paa reise fra Spanien.

Langesund, 248.1/2 l. Chr. Pedersen og Thomas Sommer. Til Spanien. Havareret ved Bergen [i Holland?] og solgt 1696.

St. Peter, 82.1/2 l. Chr. Pedersen. Solgt til Fredrikshald s. a.

Elisabeth (se nedenfor).

 

Endvidere oplyses deri, at Johannes Evangelist, 185 l., som var klargjort herfra 1692, 24/11, ikke hadde været her siden; Neptunus, 59 l., var solgt til England. Haabet, 29 l., var solgt til Arendal, og galioten St. Anna solgt til Danmark.

1696.       Fortuna (tidligere Samson), 178 l. Anders Madsen 1/.2 og ladning, Peder Rode (Skien) 1/2. Skipper P. Rode. Kjøpt i Amsterdam av skipper Ditlef  Wolf for 5800 holl. gulden.

  “            Elisabeth, 181 l. Anders Madsen 1/2 og ladning, Ingebret Sivertsen 1/2, skipper. Til Holland med trælast.

  “            Endrægtighed, 179.1/2 l. Anders Madsen, skib og ladning. Skipper  Hartvig Gjertsen Bomhof. Til Holland med trælast.

  “            Stjernen, 143.1/2 l. Halvor Borse, skib og ladning. Skipper Tord Kløne (Larvik), i 1704 Hans Grønvold („). Bygget samme aar i Bolvik. Til England.

  “            Fortuna, 135 l. Claus Clausen (av Skien), eier av skib og ladning, skipper. Til Ostende. Kjøpt i Altona s. a. for 6700 Mark = 2233 rdl. 1‑8 sk. Solgt til Ostende s. a.

  “            Haabet, 197 l. Anders Madsen 1/4, Gregers Pedersen 1/12, Anders Nielsen (Brevik) 1/6, Johan Arnold 1/3, Jørgen Erboe 1/3. Skipper Børge Gregersen. Til Holland. Kjøpt i „Meddeborg” (>: Middelburg) for 3000 rdl.

 

1697.       St. Andreas, 71 l. Ochel Hansen (Brevik), eier av skib og ladning. Skipper Paul Nielsen Worm. Til England.

  “            St. Jørgen, 61 l. Jørgen Erboe 1/2, Jens Robertsen (Skien) 1/2, begge i skib og ladning. Skipper Jens Robertsen. Til Skotland.

  “            Haabet, 26.1/2 l. Anders Madsen, skib og ladn., skipper Claus Clausen.

 

1702.       Den norske Bonde, 139 l. Anders Nilsen 1/2, Lucas Tønnesen 1/2. Ladningen (trælast) likeledes halveret. Til Holland eller Embden.

  “            Libanon, 34 l. Anders Nielsen 4/16, Hans Jacobsen 3/16, Broder Melfesen ½  + 1/16 (alle av Brekvik). Skipper Br. Melfesen. Til Embden.

“              Fortuna, 63 l. Nils Pedersen Herrestad (Rafnæs) 2/3, Hans Gregersen 1/3. Skipper H. Gregersen. Til England (Leith).

 

1703.       St. Johannes, 56 l. Rasmus Malling (Porsgrund) skib og ladning. Skipper Erik Andersen (Porsgrund). Til England. I 1704 ført av Adam Bertel Bomhoff.

  “            Emanuel, 77 l. Jon Arnesen 1/4, Elias Gregersen 1/2, Are Jonssøn 1/4. Skipper Arne Jonsson. Til England eller Holland. Bygget paa Stathelle.

  “            Getsemane, 223 1. Christen Pedersen (Lund) i Langesund, skib og ladning. Skipper Peder Søfrensen (Langes.)

  “            Christian (?) Maria, 120 l. Christen Pedersen Lund skib og ladning. Skipper Johan Nielsen av Skien.

  “            Gylden Haab, 23 l. Jens Jacobsen Ren, (Brevik), skib og ladning, skipper Jens Jacobsen.    Maalt i Brevik 22/5 1682.

  “            Kong David, 136.1/2 l. Christen Pedersen Lund. Skipper Ingebret Sivertsen.

  “            Paradis, 190 l. Christen Pedersen Lund. Skipper Henrik Hansen. Bygget i Langesund s. a. I 1704 fragtet av kammerraad Velgiord Hansen.

  “            Abrahams Offer, 154 l. Inger Clausdatter (sl. Erboes) 3/6 og ladning; Niels Pedersen Herrestad 2/6, Hans Jacobsen 1/6. Skipper Hans Jacobsen. I 1704 var Kai Børting eier av Inger Erboes 3/6.

 

1704.       Haab Johannes, 386.1/2 l. Generalmajor Johan Arnold, skib og ladning. Skipper Christen Andersen. Bygget paa Borgestad s. a. Førtes i 1705 av Herman Grubbe.

  “            Fortuna af Porsgrund, 135 l. Ludvig Blydt 1/2, Frants Frantsen (Cudrio) 1/2. Skipper Petter Koch.

  “            De Tre Venner, 151 l. Johan Arnold, skib og ladning. Skipper Ingbret Sivertsen. Til Holland. Kjøpt i Amsterdam for 5090 fl.

  “            Svanen, 34.1/4 l.   Johan Arnold; skipper Hans Nielsen av Brevik. Til Newcastle.

 

1705.       Patriarch Jacob, 46.1/2 l.   Christian Schurman (Porsgrund) 1/2, Lars Nielsen Lerstang 1/2; skipper Jacob Nielsen Lerstang. Kjøpt i Emden 1701 for 2600 fl.

 

1706.       Elias, 135.1/2 l. Simon Jørgensen 3/4, Rasmus Jørgensen 1/4; skipper Rasm. Jørgensen. Til London. Kjøpt i Neustadt (Holsten) for 5000 rdl.

  “            Kragerø, 38, l. Anders Gjømlo (?) 1/3, Peder Jansen 1/3, Tovis Ferdinandus 1/3. Skipper Peder Larsen. Til Emden.

  “            Havmanden, 237 l. Niels Justen 1/2, Joachim Borse 1/2. Skipper Hans Grønvold. Til Plymouth. Bygget i Porsgrund.

  “            Gamle St. Anne, 191.1/2 l. Johan Arnold. Skipper Jens Clausen, senere Anders Jonsen.

  “            St. Anne, 187.1/2 l. Johan Arnold. Skipper Bøye Petersen (Ording.)

 

1707.       St. Anne, 61 l. Anders Gjømlo 1/2, Jørgen Olsen 1/2. Skipper Jørg. Olsen. Fragtet med trælast i Porsgr. av Frants Daniel Wischer.

 

1708.       Langesund, (drægtighet ikke opgit). Niels Justen 1/3, Jørgen Pedersen 3/4. Skipper Henrik Hansen Willer. Bygget i Langesund 1707.

  “            Den norske Galei, 137 l. Anders Nielsen 1/2, Lucas Tønnesen 1/2; skipper L. Tønnesen.

 

1708.       Dorothea Galei, 89 1. Anders Nielsen. Skipper Michael Jonas Aagaard av Fredriksstad. Til Spanien med Trælast. Kjøpt i Hamburg for 4900 lybsk. Senere maalt til 133 l.

 

  “            Patriarchen Abraham, 128 l. (senere 154 l.) Madame Marichen sal. Jacob Bøyesens, i Kragerø. Skipper Henrich Jacobsen Ording.

 

1712.       Natanael, 110 l. Anne Arnold. Skipper Jens Clausen. Til Cork (Ir­land). Kjøpt i Bergen for 1800 rdl.

 

1713.       Susanna Margreta, en nybygget snav. Christian Brandt. Skipper Lars Johannesen (Bergen). Til Bergen med jern.

 

Denne fortegnelse viser altsaa tilvæksten fremover fra 1695 til 1713. I førstnævnte aar var som ovenfor vist 16 skibe i fart utenriks, og dette tal gjentager sig i 1710, kan vel altsaa betragtes som normalt for perioden. Ifølge toldlisten for 1699 var der da ca. 20 fartøier hjemmehørende her i fjorden, og nogen nedgang merkes, idet ifølge samme kilde 3 større skibe blev solgt: St. Catharina til Drammen, Pernella til Kr.a og Jonas til Larvik. Det ser næsten ut, som om man har „lugtet krudt” og i tide realisert endel av flaaten; i de nærmest følgende aar blev ingen nye anskaffet før 1702, da freden efter den kortvarige krig i 1701 var sluttet, og krigsskyerne for denne gang drevet hastig over. Nedgangen var øket ved tapet av Chr. Pedersen Lunds store defensionsskib Christina Maria, som i 1698 blev borte paa hjemveien fra Spanien. Men i 1703-4 gaar det igjen raskt fremover med nyanskaffelser, og det ser ut til, at virksomheten var saa god som nogensinde før, da uveiret for alvor brøt løs i 1710.

 

Gjennemgaar man rækken av skibsredere, kan det ikke undgaa opmerk­somheten, at tyngdepunktet holder paa at forrykkes og har tilbøielighet til at flytte sig utover fjorden, fra den egentlige by til utstæderne. Der er nok like­som i foregaaende tidsrum et par fremtrædende skibsredere i selve Skien, Thomas Sommer og Anders Madsen, men de „utenbys negotianter” blir mægtigere og mægtigere: Anders Nielsen (med slegtninger) i Brevik, Christen Lund i Lange­sund; paa „avlsgaardene” folk som Peter Børting, Halvor Borse, Niels Josten (alle 3 jernverkseiere) og Johan Arnold, som til forskjellige tider alene eiet 8 store fartøier, hvorav flere paa en gang. Niels Josten bygger „Havmanden” i Porsgrund og Johan Arnold „Haab Johannes” paa Borgestad (paa 286.1/2 l., det vældigste i fjorden); Porsgrund begynder sin langsomme, men sikre vekst med navne som Blydt, Schurman, Malling, Niels Herrestad; Kragerø har 3, derav 1 større. Foruten skibsrederiet har der ogsaa været drevet en betyde­lig befragtning, særlig av Ludvig Blydt i Porsgr. og Frants Collier i Skien. Muligens de har sittet her væsentlig som kommissionærer for fremmede handels­hus; under en skattetvist ser man en indvaaner av Porsgrund (Bowman) paa­berope sig, at han er „factor” for fremmede.

 

Det er ovenfor under behandlingen av skibenes navn antydet, at enkelte er opkaldt efter redernes hustruer (deres “kjærester”, som det heter i datidens sprog). Dette maa være tilfældet med Thomas Sommers “Peternella”, Anders Lerstangs „Dorothea Galei” og Claus Andersens “Anne” hvontil der slutter sig en hel rekke „St. Annaer”, bak hvilke man skimter hans berømte datter, Johan Arnolds 4de og sidste hustru. Disse “kierister” optræder leilighetsvis paa mændenes vegne med anmeldelser til magistraten, saaledes i 1704 Christen Lunds „dydige  matrone Helvig Hansdotter”, endsvidere „fru Anne Arnold udi hendes Kieristes absent” og „Dorthe Hansdotter, Sr. Anders Nielsens kieriste, udi hans absent”. De to sidste fortsatte som enker mandens store forretning. Dorte Hansdatter blev amtmandsfrue og flyttet til Danmark med hele sin rigdom.

Generalmajor Johan Arnold
Anne Clausdatter Arnold

 

Blandt de øvrige skibsredere vil man treffe et par navne, hvis bærere skulde spille en betydelig rolle: Leopoldus, den første av slægten Løvenskiold, og Simon Jørgensen (Wesseltoft), stamfaderen til den bekjendte og vidt forgrenede kjøbmandsfamilie i Skien. Begge vil senere bli nærmere omtalt.

 

Av raadstueprotokollens indhold i disse roligere aar hitsættes et og andet til belysning av forhold og personer under Peder Baads borgemesterskap. I 1696 lot den nye lagmand (efter Iver Hansen) i „Skiens laugstol”, David Gorissen Clim, læse, først paa tinget 17/2, dernæst 12/3 paa raadstuen en fred­lysning av „Laugstolens Residensgaard Lille Jerpen med dertil berettigede heste­hauge og de udi hestehaugen wærende huusmans Sæder og Rødninger, efter­som hand achter selv at bebygge det og i dette aar bruge.” Dette maa vel være den første herskapelige bebyggelse av dette bekjendte sted. To ganger er hovedbygningen i nyeste tid bleven forandret; den gamle 2‑etages bygning, der av ingeniør J. Christie blev omdannet til en 1‑tages, skrev sig efter traditionen fra Hans Christophersen Blom, som overtok gaarden i 1799 (lagmands‑embedet var da nedlagt, og staten solgte eiendommen); men forholdet mellem hans bebyg­gelse og lagmand David Clims 100 aar ældre er nu vanskelig at bestemme. Panteregistrene for Gjerpen blev tilintetgjort ved branden paa Klyve i 1826, og brandtakster fra det 18de aarh. findes heller ikke i Gjerpen, saa de offentlige kilder mangler. Et par gamle trær og veispor paa marken nordenfor den nuvæ­rende gaard synes at være spor av en ældre bebyggelse, men derom er man nu henvist til gjætning. Det rimeligste er, at lagmand Clim lagde gaarden, hvor den nu ligger; men den pietet, hvormed de 2 trær er blit bevaret midt inde i marken, er vistnok paafaldende. Til eiendommen hørte ogsaa “lagmands­skjæret” i Faret, hvor der var fiskerettighet, som David Clim værnet om.

 

1697 19/5 „Blev almuen Erindret efter velbemeldte hr. amtmands Ind­givende d. 5 Maij 97 om Langefos Broes fuldkommen forferdigelse med Ræcher og i andre maader ‑ ‑ saavel som om det gamble Vegt og maals afschaffelse og det Nye at blive bragt i brug”. Derefter avsagde magistraten dom ianledning flere personer, som hadde gjort vrøvl med ilignet skat: først Ole corporal og 2 skalmeiblæsere, Hans og Christopher, som slap med en mulkt av 2 mark 16 sk. Dernæst ingen ringere person end den store nego­tiant Frants Collier, som hadde protestert mot at betale “prestehjelpen”; han fik sit pas ordentlig paaskrevet: „Mr. Fr. Collier, som ei allene beboer Et med di beste huuse og Eiendomme udj denne menighed, men desforuden Ind­ladet sig udj Et Stort anseelige Maste og Tømmerbrug udj Telemarchen. Eier og tilkommer 3de of de beste Sauger og et nyt opbygget Qvernhuus med trende par Quernstener udj, af hvilchet Brug (undtagen Quernene) Sal. Borge­rnester Anders Andersen og Raadmand Sal. David Davidsen tilforn eiede og levede af, thi kunde vi iche frafalde kiemnerens og taxer Borgernes paastand og Lovens klare ord pas. 441 vers 2 og 3die, som absolutte foresige at alle og Een huer, som Boe i Kiøbstæderne, af huad Stand de og ere og af huad frihed de sig kunde paaberaabe, baade priviligerede og de som i Kongens tien­niste ere, schulle give Betientene deris Rettighed” ‑ hvorefter de ilagde ham 4 rdl. i mulkt. Det omtalte kvernbruk var ellers velseet og anbefalet, da det gjorde bedre tjeneste end de ældre; kun general Arnold, som eiet et av disse, protesterte, da han mente sig “præjudicert”.

 

Samme aar døde raadmand Thomas Sommer, og Christopher Jørgensen Flod indtok hans plads, med bestalling av 14/8 97, som blev læst paa raad­stuen 2/9. Flod var, som vi har seet, hører ved latinskolen i 1684, men var altsaa gaat over til de næringsdrivendes klasse, med talrige descendenter til den dag idag. I 1694 hadde han av Thomas Sommer forpagtet dennes stil­ling som consumptionsforpagter, hvorved han i 1706 paadrog sig en proces med Sommers arvinger. Den anden raadmand var Gerhard Hansen (broder av lagmand Iver Hansen), som vi senere vil faa meget at bestille med. Magi­stratens personale var saaledes nu adskillig mindre storstilet end i Barnholts tid, da man hadde baade præsident, borgemester og raadmænd. Nu nøiet man sig med borgemester og 2 raadmænd, og dermed forblev det for eftertiden.

 

Næste aar bragte den ganske vigtige forordning av 11/10 98 om at indtil utgangen av 99 skulde bønderne overalt i Norge ha ret til at kjøpe korn di­rekte av „skiberomrnene”, altsaa uten kjøbmændenes mellemkomst. Denne ret, som gik igjen endnu 100 aar senere, var selvfølgelig en indrømmelse til de fattige forbrukere og skulde være en beskyttelse mot misbruk og kunstig for­dyrelse av varen i mellemhandlernes hænder. Hvorvidt bestemmelsen virket efter sit øiemed, er et andet spørsmaal; ialfald paastod Skiens kornhandlere i 1795, at den var litet benyttet og litet værd. Aaret efter kom tronskiftet med dets høitidelighet og forandringer i rigernes styre. l/9 1699 var borgerskapet forsamlet paa raadstuen „Hvor da blev allerunderdanigst læst og forkyndt Hans Kongl. Mayestæts woris allernaadigste arweherre och Konge Kong Friderich den 4des allernaad. Anordning om Sørgeklæder at bære for Sal. og høyloflig Ihukommelse Kong Christian dem fembte, dat. Kbhvn. den 26. Aug. 1699. Iligemaade om Ringen med Klocherne over ald Dannemarch och Norge ‑‑‑, saa och forbud paa Spil og Sang i Kiercherne og udenfore, indtil hans Kgl. M. allernaad. anderledis tilsiiger”. Selv kirkemusikken skulde altsaa for­stumme under kongesorgen, alene kirkeklokkenes og prædikantens røst høres gjennem denne dystre gravstilhet.

 

For Norges vedkommende medførte tronskiftet at Gyldenløve traadte til­bake fra sin stilling som statholder. Som Christian V’s halvbror og yndling hadde han havt en position, som ikke godt kunde opretholdes under det nye styre. Tidligere hadde han saa ofte det lot sig forene med statholderstillingen opholdt sig i Kbhvn. hvor den livsglade herre fandt det muntrere end i sine norske residentser (Kra. og Larvik); nu tænkte han efter sigende paa at trække sig tilbake til sit grevskap Larvik, som var oprettet for ham, og hvor den gamle „herregaard” endnu minder om hans ophold der. Han hadde tildels ved tvangskjøp (den eneste skygge over hans forhold til Norge) utvidet det ganske betydelig og desuten av familien Adler kjøpt det deilige “Jomfruland”. Men politiske hensyn gjorde det mindre ønskelig at ha den forhenværende, mæg­tige og populære statholder residerende i sit grevskap, det fornemste i begge riker, samtidig med at en ny mand overtok statholderskapet, og saa drog han til Hamburg, hvor han levet stille og døde faa aar efter. Hans nærmeste efterfølgere i Norge var Cristopher Gabel (1699‑1708) og Johan Vibe (1708‑10).

 

Facsimile: deres Beredwill. U. F. Guldenlew.

Salget av Jomfruland foregik 1696, og det er rimeligvis som følge derav at vi omkring aar 1700 finder amtmand Henrik Nielssøn Adeler bosat paa Søndre Brekke. Dermed var amtmands‑residentsen flyttet fra nærheten av Kragerø op til amtets naturlige centrum. Bebyggelsen paa Brekke var den­gang meget forskjellig fra den nuværende, sonn skriver sig fra 1778 (Adtzlew) og 1810 (Niels Aall); den ældste hovedbygning var en 2etages gaard paa den nuværende nordfløis plads.

 

Samme aar som borgemester Barnholt døde, skiftet Skien tillike sogne­prest. Under den skaanske krig var det den lærde Jesse Matzen, som reside­rede i prestegaarden paa Lunde. Han var (med professortitel) rector i Kr.a, der­efter sogneprest i Skien (med Solum og Mælum) 1659-1673, men maa ha levet endnu i nogle aar, eftersom han 19/3 1676 har egenhændig paategnet, at den kgl. kundgjørelse av s. a. er „læst of prædikestolen” i Skien[2]. Blev begravet i Gjerpen kirke under koret, hvorfor det maa antages, at han i sine sidste leve­aar har bodd utenfor byen. Saa kom den tidligere omtalte Hannibal Jessen 1673‑94 og derefter Peder Andersen Nyborg 1695‑1720. Han var gift med en datter av biskop Rosing i Kr.a og stod saaledes i et intimt forhold til denne sin overordnede, som Gyldenløve satte saa stor pris paa, at han (rigtignok for­gjæves) søkte at faa ham forfremmet til biskop over Sjælland, det fornemste geistlige embede i de 2 riker. Nyborg skal ha været en god mand mot sine underordnede[3]. Muligens sporer man dette træk ogsaa deri, at han oftere angiver at ha indbetalt samtlige geistlige betjentes skat direkte til biskoppen. Jesse Matzen var broder til den bekjendte kjøbmand i Tønsberg, Anders Madsen (indvandret fra Jylland), hvis efterkommere blev adlet under navnet Tonsberg; en søn av denne kjøbmand var den i Skien bosatte Stig Tonsberg, gift med Anne Clausdatter; en anden søn, Mathias, blev stiftamtmand i Kr.a, og dennes søn Wilhelm, likeledes stiftamtmand sammesteds, fik saa meget at bestille med Skiens forhold, at hans navn vil forekomme paa hvert blad av byens historie under den store nordiske krig.

                                        

Frants (Francis) Collier maa være død ca. 1699, eftersom mandtallet for dette aar opfører „Mad. sal. Fransis Collier” som skatteborger. Han efterlot sig et par sønner, Frants og Josef og en steddatter „mamoiselle Elisabeth Asche”, om hvis midler der blev proces i 1703. Senere hører man ikke mere til dem. Men der dukker en ny mand op, hvis navn peker paa en engelsk oprindelse, men hvis fortid er aldeles ukjendt: Peter Russel (ogsaa skrevet Ryssel). Han var næringsdrivende, trælasthandler i stor stil, og maa ha været en energisk og dygtig personlighet, eftersom han hurtig steg tilveirs og for en tid kom til at spille en betydelig rolle i byen. Det ser ut til, at han forstod at haandtere baade kaarde og pistol, og der er det ved ham, at der altid staar larm av hans optræden. Noget lignende gjælder om hans samtidige Gjert Hansen, og hvor disse to er paa scenen, kan man altid vente sig larm og store fagter. Sidst­nævnte hadde det med at forsvinde, naar det knep (hvad juristerne kalder „ikke at lade sig finde”) og begge skaffet byen og hospitalet adskillige penge i kassen ved mulkter, dog gik det i den henseende mest utover Russel. God ryg til at bære det hadde de begge.

 

1698 13/1 faldt der dom i en sak, som G. Hansen tapte. Retten sendte bud efter ham, (han var jo raadmand) men han var „upasselig”. 12/5 s. a. heter det igjen, „G. H. ej verit at finde”, og hans „kieriste maa tage mot besked”. ‑ 8/4 1701 blev P. Russel dømt til at gjøre G. Hansen skriftlig undskyldning og betale 10 rdl. til hospitalet. ‑ 8/9 1703 melder protokollen om et større spetakel: „Mogens Olsen Rose, der med beraad hue trende atschilte Nætter sig hawer fordristet Monsr. Petter Ryssels winduer at indslaae og der­udover ved et haugl‑schud udj sin arm Beschadiget, hawer ved saadan sin u‑Lauglig gierning Schade for hiemgield, betahler Schaden som paa winduerne er gjort med 3 Rdl. og derforuden for hver gang = 3de gange 40 lod sølv, som er 120 Rdl., til med for Processens bekostning 8 Rdl., hvilchet samme inden den tid som Lowen biuder bør wære Entrichtiget, Imidlertid continuerer Arresten indtil Betallingen schier, saa frembt wedkommende iche stillers nøy­achtig caution. ‑ Endelig saasom monsr. Russel wed 3de widners tilstand over Bewises i sin gaard at have slaget Mogens Rosse, uden hand war paagreben, med Een Pistol paa hans Axel, hvorved hand siunis at wille Rætted sig selv, bør hand derfor Bøde trende = Sex lod Sølv, hvorved Byefougdens dom saa­ledis er forandret”. ‑ Hvad der har foranlediget Mogens Rose (en skipper?) til denne handling, oplyses ikke, men ellers er saken tydelig nok: han har gjort attentat paa Russels hus, og denne har verget det med tapperhet, som den frygte­lige karl han var, viftet og skudt med pistol med hagelladning og tilsidst git misdæderen et slag med pistolen. Retten har øiensynlig undt ogsaa Russel et smæk og benyttet den sidste omstændighet til at ilægge ogsaa ham en mulkt. ‑ 10/2 1703 avsagdes dom over Peter Russel, fordi han sat i stort sagbruk og skibsrederi og allikevel negtet at tage borgerskap. Han maatte bøte 40 lod sølv (faldsmaalsbot) til kongen og byen, 4 rdl. til hospitalet og 6 rdl. i omkost­ninger. Det er karakteristisk at byfogden, som var første instans, stadig dom­mer Russel mildere (hvilket kan skjønnes av magistratens domme), men hans protokol existerer ikke længer, saa der savnes de supplerende oplysninger, som derfra kunde hentes. ‑ 20/10 er der proces og dom mellem Russel (som imid­lertid er avanceret til „assessor udi Commerce‑collegio”) og G. Hansen. Sidst­nævnte blev dømt til at betale 30 rdl. til Skiens kirke og 24 rdl. i omkost­ninger, mens Russel denne gang gik fri. ‑ 28/7 1707 protokolleres at G. Han­sen stænger sine døre, saa byens tjener ikke faar tilsagt ham at møte. Men 7/8 møtte han og lot tilføre protokollen, at han befinder at være holden extraordinær raadstue „alleniste for at indføre at G. H. iche var hiemme”. Han hadde været oppe i landet for at tilse sine bruk, og fruen var paa Falkum „efter aarets lei­lighet” (det var nemlig ved sommertid). Fruen kaldes i 1703 „madame Mechtele” (Mechthild?) Naar dertil føies, at han i 1708 hadde proces med den „dydædle og gudelskende Madame sal. borgemester Baads”, har man vel foreløbig nok. Baade han og Russel var like store og frodige gjennem alle disse trængsler og trivedes godt. Russel var jo endog blit assesor og blev en av de overordnede myndigheter betrodd mand. Ovenstaaende kan betragtes som en „ouverture”, et forspil, hvori melodierne antydes til de store arier, der skulde komme, naar tæppet gik op for selve forestillingen.

 

I 1701 døde et par av magnaterne, nemlig tolderen i Langesund Jørgen Erboe, som tillike var betydelig skibsreder, idet han var alene om det store skib „Den norske Løve” paa 260 l. og interessert i flere; og assessor Halvor Borse, hvis forretning fortsattes av Joachim Borse (gift med Charlotte Amalie Arnold). Om Halvor Borses død bringer en beretning fra Skiens borgemester i 1715 ianledning et mord den ellers ukjendte oplysning, at han blev myrdet, uten at man nogensinde fik rede paa gjerningsmanden. Borse eiet 2 jernverk, Hollens og Bolviks; familiens begravelsesplads var et trækapel ved Solum kirke, som den delte med de ældste slægtled av familien Leopoldus (senere Løven­skiold). Herman Leopoldus var nemlig gift med Borses datter Inger. Man ser hvor tæt de store jernverkseiere og trælasthandlere sluttet sig sammen til en familiekreds. ‑ Til de betydeligere personalforandringer maa det selvfølgelig regnes, at Skien i 1705 skiftet borgemester ved Peder Baads død s. a. Protokollen melder herom: „Samme forbemelte 31 Augustj 1703 paa Schien Raadstue Klochen 1 Slæt, hr. Raadmand Christopher Jørgensen Flod (hr. Raad­mand Hansen absent), hvor da ædle Petter Simonsen lod allerunderdanigst læse hans Kgl. M.s allernaad. hannem givne Bestalning at wære borgemester her udj Scheen udj den forrige, wed døden afgangne Borgemester Peder Jacobsen Baads Stæd, efter des widere allernaad. formeld, dat. Fridrichsborg den 6 Juli 1705” ‑ hvorefter da „velformelte Peder Simonsen nedsatte sig i Borgemester Sædet og tillige med Raadmand Flod siddet Rætten”. ‑ Peder Simonsen var borgemester i l l aar, en tid fuld av trængsel og uro for byen og for ham selv. Da han ikke tidligere er nævnt blandt byens næringsdrivende, er det vanskelig at skjønne, hvorledes han med en gang er kommen op i denne an­svarsfulde stilling, som tillike forutsatte økonomisk vederhæftighet.

 

Med hensyn til byens læge‑ og apotekervæsen ser man, at der i 1697 var en „stadschirurgus Mr. Justus Fridlib”, som klaget over at Mr. Christians barbersvend og en apoteker gjorde ham „præjudice” i hans bestalning. Det ser efter dette ut til, at Skien da hadde baade en stadsbarber (den tidligere omtalte Christian Gram) og en stadschirurg. Var der litet at bestille for den første, som jo tillike var læge, maatte det bli endda mindre for to. Apoteke­ren er vel den i mandtallet for 1699 opførte „Petter Munch, som holder apo­tek”. 1703 25/1 blev der læst bestalling (av 25/11 1702) for W ilhelm Karhof som stadschirurgus i Scheen og distriktet; at han tillike har havt privilegium paa at barbere kan sees derav at han i 1708 klaget over organist Willem, fordi han hadde befattet sig med at barbere og derved „upriviligeret har men­get sig udj chirurgersche forretninger”. Organisten gjorde gjældende, at Kar­hof manglet ordentlig examen, men aaret efter lot denne tinglæse en attest fra dr. Henrich Bonsach og 2 barbermestre i Kra. (dat. 14/3 1709) om at han hadde bestaat examen for dem. ‑ Hvor sterkt næringsfriheten var begrænset i de tider, blir man stadig mindet om. I 1705 læstes paa raadstuen 26/10 en skrivelse fra rentekammeret om, at enkedronningens hofapofeker Johannes Jæ­ger hadde faat privilegium paa fabrikation av segl‑lak. Nutildags tar man patent og overlater til publikum at kjøpe hvad de foretrækker, ægte varer eller efterligning; dengang gjaldt det ved gunst og naade at kapre et privilegium.

 

De gamle toldregnskaper, fra sidste halvdel av det 17de aarhundrede, er som tidligere bemerket langtfra fuldstændige. Der er gjerne en eller anden mangel ved dem, for enkelte aar findes intet, og det eneste regnskap som gir oplysning paa alle punkter er det fra 1696, som derfor i sin helhet er trykt blandt aktstykkerne i 2det bind. Dog er der bevaret saameget at man kan danne sig et begrep baade om omfanget av den virksomhet som dreves her og enkeltheterne deri, særlig for utskibningens vedkommende. Det var jo den som egentlig bar det hele og skaffet penger i offentlige og private kasser.

 

I alle disse regnskaper, hvorav der i tiden fra 1669 til 1699 er bevaret 19 stykker, spiller selvfølgelig trælasten hovedrollen. Den almindelige skaarne last, bord eller “deler”, som den stadig kaldes, figurerer merkelig nok altid sidst paa listen, uagtet den gaar op i hundredetusinder, medens de øvrige træ­lastprodukter maa nøie sig med beskednere tal. Der skjelnes mellem lange deler, korte deler, maaledeler, fossedeler, vragdeler og (i enkelte fortegnelser) slemdalsdeler, hvorav de korte deler gjerne utgjør hovedmassen. Mesteparten gik til utlandet (særlig England og Holland), beskednere kvanta “mellem ri­gerne”, >: til Danmark. Summerer man de enkelte poster av denne hoved­artikel, faar man en ganske god oversigt over virksomheten i disse 30 aar: i 1669 og 1670 blev der utført over 1/2 million bord (henholdsvis 566,600 og 556,840); derefter følger et par magrere aar, men saa stiger det igjen opover til den imponerende sum av 713,964 i 1680, hvormed “recorden” sættes. Intet av de følgende aar kan opvise noget lignende, og man maa antage, at denne forcerede virksomhet hadde sin grund i bestræbelserne for at reparere derigjennem svækkelsen ved de store ofre krigen 1674‑79 hadde paalagt bor­gerne saavelsom rangspersonerne. For de nærmest følgende aar mangler et­hvert regnskap; 1683 er paafaldende ved et rent minimalt kvantum (47,400), saa man skulde tro, at der enten mangler et ziffer i tallet eller at naturhindrin­ger har gjort det umulig at faa lasten frem til sagbrukene; og saa kommer man tit ganske jevne og ikke særdeles store beløp i 90aarene, hvorav dog 1698 har et betydelig (497,050), dernæst 1699 med 342,068. Der slutter ræk­ken, og man er avskaaret fra at faa besked om fortsættelsen, helt ut til 1731.

 

Listen over rundlast og andre former av trælasten begynder altid med de sværeste: Master, spirer og bjelker, og gaar saa nedover med en stor mangfoldighet. Der er loddebjelker, granbjelker, furubjelker i mange dimen­sioner, fra 20 til 7 alen; endvidere ankerstokker, pumpetrær, vindebommer; haandspager, baandstager, tøndestav, emmerstav; skibsknær av gran og furu; bradspilstykker, juffers, sperrer, aarer, rorpinder; barkuner (>: bak‑huner?), bek­kerholt, stenlægter, straalægter; økseskafter, stakitverk; planker og hugne ho­ner; stolper og ved ‑‑ omtrent 30 forskjellige slags, foruten de mange variationer i materiale og dimensioner. Gran og furu er naturligvis domine­rende; men der forekommer ogsaa ek (baade bjelker, stolper, planker, bord og knær), lind (et parti paa 150 tylfter bord) og ener (enerstager). Veden er for­detmeste bjerk, delvis furu og or; av denne vare gik i et enkelt aar over 2000 favner til utlandet og Danmark. Bjelkerne bar været et fremtrædende nummer: i 1696 gik 3249.1/2 tylft til utlandet, 445.1/2 tylft til Danmark, ialt 44,340 stykker.

 

Den anden store utførselsartikel var jern: stangjern, kakkelovner, gryter, takker, bryggepander, saltpander, vægter, kiler, ankerfliger, altsammen “mellem rigerne” (>: til Danmark) eller ”mellem provinserne” (>: indenriks). Hoved­artikelen her er stangjern, hvorav der i 1695 utførtes 1345 skippund 11 lispund; i 1696: 1015 skp. 5 lp. 7 p. Hertil kom i 90aarene meget betydelige leveringer av krigsmateriel (kanoner og ammunition) til staten: i 1695 ikke mindre end 92 kanoner, hvorav dog de fleste var av litet kaliber; 37 i 1696 og aaret efter 52 av større kaliber (24 pundere), foruten en mængde granater, kugler (baade runde kugler og knippelkugler) og skraa. Jernverkerne ved Skiensfjorden synes at ha gjort denne fabrikation til en specialitet, hvori de utmerket sig.

 

Andre utførselsartikler av betydning fandtes ikke. Der opføres stadig nogle tønder tjære, endel bukkeskind samt de velkjendte brynestene, hvorav det høieste antal var 26,100 i 1677; et enkelt aar forekommer kalk (10 td.) og 2 td. „endtzian” (> : gentiana) ‑røtter, og dermed synes opfindsomheten at være uttømt. Endnu 100 aar senere kunde, som vi skal se i det følgende, en reisende national‑økonom (Chr. Pram) klage over denne ensidige koncen­tration av alle kræfter om et par store artikler, med forsømmelse av de mindre. Paa indførselssiden vil man først og fremst fæste sig ved kornforsyningen: i 1696 indførtes rug 5639 td., byg 5573 td., havre 805 td. samt gryn 382 td. og erter 358 td. Av andre matvarer i samme aar: tørfisk 266 voger, tørret flyndre 5600 stykker, flesk 74 skippund, makrel 147.1/2 td. og til brygning av det dengang uundværlige øl 18 skp. humle og 11,551 td. malt. Av dansk brændevin 21 td. og 179.1/2 anker, fransk 10 oksehoveder. Forøvrig vil man i det fuldstændig avtrykte regnskap for 1696 (likesom i det fra 1667) finde mange interessante smaatræk til oplysning om bruken av saavel nødvendig­hetsartikler som luksusvarer. Derimot kan man ikke som ved en senere tids mere fuldstændige regnskaper, hvor hver enkelt skibsladning er specificeret, avgjøre om disse ting er hitbragt av fremmede eller hjemført av vore egne fartøier.

 

Hermed kommer vi over til spørsmaalet om, hvilke nationer det var, hvis fartøier til stadighet besøkte Skiensfjorden og i hvor stort antal, og en hel række av regnskapene fra 90aarene gir i den henseende god oplysning. Et fælles træk ved dem er at de for det første skjelner mellem utenrikshandel og indenriks, hvilket igjen vil sige omtrent det samme som trælastutskibningen paa den ene side og alt det øvrige paa den anden; endvidere at der sondres mellem „skibe” og „smaa fartøier”, hvilket igjen blir noget nær det samme; men indenfor smaafartøiernes gruppe skjelnes kun mellem „indlændiske” og „udlændiske” samt norske og danske, saa man ikke faar rede paa, hvilken nationalitet de smaa utenlandske fartøier tilhørte. Men bortset herfra faar man gjennem disse lister et ganske godt billede av trafikken.

 

Hollændere og engelskmænd utgjorde gjennem hele aarrækken hovedstyr­ken av de fremmede, som kom hit for at faa trælast; derefter kom i langt ringere antal skiber fra Nordtyskland (Emden, Bremen, Hamburg), Frankrig, Sverige og Hertugdømmerne (særlig Flensburg, hvis driftige handlende hadde sine folk ute nærsagt allesteds). Saa er det danskerne, son stadig, undertiden i rent overvældende antal kom hit med korn, fedevarer og brændevin og drog ut igjen med trælast og jern i sine oftest smaa farøier. Næsten alt jern gik den vei. Endelig har vi da nordmændene selv, som jo maa interessere os mest at iagttage, særlig de i selve Skiensfjorden hjemmehørende; og her mø­ter vi netop i aarene 1690 til 99 som et fremtrædende træk den forholdsvis store hjernmeflaate som deltager i trælastutskibningen. Høidepunktet heri be­tegner aarene 1696‑97, da her begge aar var 23 hjemmehørende fartøier, hvorav bare 2 smaa, resten skiber paa 120 til 268 læster. Av de 23 fartøier i 96 blev 3 solgt og 1 forliste, men disse 4 erstattedes med 4 nye og et lig­nende forhold fandt sted i 94‑95, et vidnesbyrd om hvor energisk man holdt det gaaende. Og saa er der en ting til som fortjener opmerksomhet, nemlig at det i disse aar er norske fartøier i stigende antal, som besørger utførselen. Det minker med Hollænderne, og englænderne blir i nogle aar aldeles borte. Medens sidstnævnte i 1688 møtte frem med 62 større og 6 mindre fartøier, og nordmændene hadde 21, er det i 1695 nordmændene som har ledelsen, med 60 skiber, mot 2 engelske og 10 hollandske. I de følgende aar indtræder litt efter litt det gamle forhold, men endnu i 1699 hadde Norge overvægten, om ikke i antal av fartøier, saa dog i tonnage, over begge konkurrenter i ut­skibningen. Tar man et av de livligere aar til prøve paa virksomheten, faar man (i 1698): 128 større fartøier og 173 mindre, som anløp her. Men de store fik man aldrig se i Skien; der staar uttrykkelig over listen: Skibe som paa ladestederne Langesund, Brevik og Porsgrund er indkomne.

 

Særlig mangelfulde er opgaverne over, hvad trafikken indbragte det offent­lige i skikkelse av told og tiende, idet der i hele den her behandlede række kun findes opgaver derover fra følgende 7 aar:

                1672:       8,136                       rdl.          1688:       15,658     rdl.

                   75 :       23,935.3/4               „                 96:       19,127     „

                    76:       20,038.3/4               „                 98:       29,473     „              127 sk.

                    77:       13,754.3/4                „

 

Dette er jo ikke meget, men allikevel tilstrækkelig til at faa et noksaa korrekt begrep om forholdet. Man ser en sterk opgang i de første aar av den skaanske krig, dog saaledes at det i 1677 gaar næsten likesaa sterkt nedover igjen. De store indtægter falder paa de aar, da utførselen av skaaren last („deler”) var særlig stor, og man kan saaledes rimeligvis bruke de bevarede opgaver over denne utførselsartikel til derefter at beregne tilnærmelsesvis tolden for de aar, da opgaverne over denne mangler. Aaret 1698, da der utførtes indpaa 1/2 million bord (det største tal mellem 1683‑99), har ogsaa recorden i toldbeløpet. ‑ Man kan ogsaa følge indtægternes fordeling paa aarets maa­neder: i 1688 begynder tolden først i mai, hvilket stemmer med skibsfartens almindelige begyndelse om vaaren, og forsætter helt til december; i 1696 deri­mot begynder trafikken allerede i januar og fortsætter likeledes aaret ut. Den store trafik har stadig været henvist til sommermaanederne, mens det antagelig er forbindelsen med Danmark og „provinserne”, som man (rimeligvis for kornforsyningens skyld) har holdt gaaende ogsaa i vintermaanederne. ‑ Om løn­ningerne til toldpersonalet oplyses i 1696, at tolderen (i Langesund) fik 2‑16 rdl., 58 sk., kontrolløren (i Porsgrund) 78 rdl., 90 sk. og 3 underordnede betjenter hver 39 rdl., 44 sk. ‑ I selve Skien bodde ingen toldfunktionær, men opkræv­ningen av „consumption” og „accise”, som begge var en told paa visse livs­fornødenheter, hadde sit hovedsæte i Skien, hvor man stadig ser en consump­tionsforpagter bosat.

 

Det billede man gjennem ovenstaaende faar av handelsvirksomheten i disse aar, stemmer med beregningerne av folkemængden, dels efter skattemand­tallene, dels efter andre oplysninger. Sogneprest Peder Nyborg opgav i et andragende fra 1696 Skiens folkemængde til noget over 2300, og hans efter­mand Iver Hesselberg, som i 1731 holdt en privat optælling og fandt 1800 indbyggere, siger at byen var gaat tilbake med 600. ‑ Den sterke økning av handelsflaaten maa ha givet mange mennesker sysselsættelse; av de 23 skip­pere i 1796 var de 20 bosat ved Skiensfjorden, og av de 337 mand, som efter høieste beregning utgjorde flaatens besætning, har vel adskillige været familie­fædre og bosat i Skien. Til fradrag kommer vistnok det ovenfor paapekede forhold, at rederne for disse mange og store fartøier for en stor del var uten­byes boende magnater; men man maa dog blive staaende ved det resultat, at der efter svækkelsen ved den skaanske krig igjen var et opsving, som fik en sørgelig ende ved tilbakegangen under den næste krig. Det kan bare beklages, at mangelen paa toldregnskaper ikke tillater at følge enkeltheterne heri utover aar 1700.

 

Byens skattevæsen synes at ha været nogenlunde i orden i disse aar, dog ser man at Skien endnu i 1697 fik en avkortning paa 667 rdl. efter an­dragende fra borgemester Baad, i hvis embedstid man endelig kom til et op­gjør efter den skaanske krig. Den store generalkvittering for aarene 1663‑93 (avtrykt blandt aktstykkerne) er et fortræffelig dokument til at faa en oversigt over hele dette regnskap. Det er dateret Jægersborg 8/9 1702.

 

Her finder man samlet paa et bræt alle de 12 forskjellige slags skat, som var betalt i disse 30 aar:

 

Ordinær skat                         4823        rdl.

Prinsesseskat                        6661        „

Kobberskat                           118          „

Familie‑landehjælp               3203        „

Soldaterhold                         9885        „

Proviantskat                          2500        „

Krigsstyr                               6912        „

Folkeskat                               793          „

Krigshjælp                             1823        „

Kop og kvægskat                 5095        „

Baadsmandsskat                  1274        „

Fortificationsskat                 1000        „

 

Dette blir en sum av 44112 rdl., hvorav der til forskjellige tider blev eftergit flere større og mindre beløp, ialt 3663 rdl. ‑ Restancerne opføres med 2417 rdl. hvorimot byen hadde at fordre og fik erstatning for forsjellige ydel­ser som baater, brød, baadsmændshvervning og underhold, indkvartering m. m. Hertil kommer da byens egne utgifter, som i disse 30 aar antagelig kan sættes til 20,000 rdl., og den paa sagbrukseierne hvilende trælasttiende.

 

Kopskatten (skat paa hvert hoved) gir efter sin natur indblik i hushold­ningen, da der samtidig blev betalt skat av husbondsfolk, tjenere, barn over en vis alder, og kvæg, undertiden ogsaa ildsteder. Den nøiagtighet hvormed man herunder gik tilverks, grænser til det komiske, som naar kvæget er inddelt i skatteklasser efter alderen og der kommer antegnelser i den anledning. Lag­mand Iver Hansen hadde i 1686 betalt for en okse, men ikke angit dens alder, og dog skulde der for en okse over 4 aar betales 80 skilling, for en under 4 aar 32 sk. Sognepresten Peder Nyborg angir i 1684 samvittighetsfuldt og nøiagtig: „sig selv, sin hustru, tvende piger, en amme, en dreng, en hest af den 4de sort, 2 kjør af den 3die sort, en ung gris”. ‑ Det ser ut til, at byens øvrige griser har fundet smag i opholdet paa prestejordet, for i 1702 heter det: ”Magister Peder Nyborg lod atter fredlyse sit Præstebols jorder, som af Svin meget fordervis”. han staar her likeoverfor den tidligere omtalte vanskelighet byens folk hadde med at finde græsgang for det kvæg de fra gammel tid var vant til at holde. Borgemester Lyche skriver derom (i 1730):  „1686 finder man allerede den forandring at være giort med Liie Gaard, som af Kong Friderich den 2den var Bevilget til Byens Udrast og almindelig Fæ­drift, at dens opryddede Mark er efter Magistratens disposition bleven Indheg­net deels til Kornlycker og deels til Huuse Tomter, som siden har gaaet fra Mand til Mand og er nu partageret Eyendom”. 100 aar senere forsøkte en energisk borgemester at rydde op i dette forhold og opretholde byens eien­domsret baade paa Li og Lunde, men da var det forsent. Tomtene var ved hævd gaat over til eiendom.

 

Bestræbelserne for at faa folk til at flytte ind til kjøpstæderne fortsattes med en kgl. forordning av 16/12 1707, som 3/1 1708 læstes paa Skiens raad­stue „efter Trummens Rørelse”. Den paabød frihet for formynderbestilling samt borgerlige og byens bestillinger til en vis tid for „dem som sig for bor­gere i kjøbstæderne i Kongens Riger wille nedsætte, saa og at der handles moderat med deslige borgere i de aarlige byens taxter”. Denne forordning er som man ser forskjellig fra den i 1671, som gav fremmede ret til at være skattefri i 20 aar.

 

Samme aar fornyedes den vigtige vedtægt av 2/5 1661 om tømmerdriften m. m., stadfæstet 26/1 1664 og 25/9 1703. Den var av notarius publicus Georgus From læst paa Kjøbenhavns raadstue 20/7 1707 og blev 10/5 tinglyst i Skien efter begjæring av Monsr. Mats Ørn (paa Sr. Poul Wendelboes vegne, fuldmægtig ved Gjemsø kloster) og de andre sagbrukseiere. Likeledes „Een anordning og indrætning” funderet paa ovennævnte vedtægt, av brukseierne i og ved byen, dat. 9/4 1708.

 

Det var nu 20 aar siden dødsklokkerne ringet i alle 3 nordiske riker over dronning Ulrikke Eleonora, fredspantet som skulde indvarsle en ny politik. Griffenfeld, fredens talsmand i Norden, sat paa Munkholmen, og det kortvarige uveir i 1700 viste tydelig nok, hvad man spekulerte paa. Freden var ikke at stole paa.

 

„Hielp Gud Altid fremdelis saa og Dette aar 1709” lyder raadstueproto­kollens fromme intimation til aarets forhandlinger, og denne gang gav aarets begivenheter ordene en dypere klang og betydning. 8de juli stod slaget ved Pultava, som blev bestemmende for rikernes politik i de følgende 10 aar, og allerede i september avspeiler den nye situation sig i protokollens meldinger om, hvad man nu fik at tænke paa. 30/9 læstes vice‑statholder Johan Vibes brev til magistraten om at opgive antallet av skiber og bemanding i Skiens distrikt, og 17/10 kom det endnu tydeligere: „Slotsloven har erachtet tjenlig at udruste et schib fra Scheen”, og spørger hvad de kan præstere av ammunition og mandskap. Minderne fra defensionsskibets dage skulde altsaa fornyes. ‑ ­Den myndighet som her optræder og bærer det vildledende navn slotsloven, var en regjeringskommission for Norge, oprettet med stor høitidelighet i Kr.a av Fredrik IV under hans Norgesreise i 1704. Den fik sit navn efter Akershus slot og bestod av 5 medlemmer med vice‑statholderen som formand. Siden Gyldenløves avsked var dette statholderens officielle titel.

 

Endnu mens Skiens borgere var samlet paa raadstuen den 17de okt. ind­løp expres fra Kragerø med brev fra byfoged Barth og deri indlagt skrivelse fra slotsloven til Skiens magistrat og byfogden i Kragerø om det samme emne. Slotsloven bad oplyst, om der fandtes skiber son kunde armeres med 12, 16, 24, 30‑40 kanoner; om der fandtes skyts og av hvilket kaliber. En maaned efter fik man hænderne fulde med en anden forsvarsforanstaltning, hvorom borgerne hadde alt andet end behagelige minder: blokhuset! Denne gang endog 2, idet ikke alene Brevik, men ogsaa Langesund skulde utstyres med et slikt. ‑ Magistraten gjorde sin pligt, og man skred til værket. En komite av borgere (Jon Arnesen, Simon Jørgensen, Mads Gram, Peder Baar, Hans Gre­gersen, Peder Gregersen) beordredes avsted med titulær borgemester Hercules Weyer som formand, forsterket med Rasmus Rasmussen fra Porsgrund, Hans Nielsen fra Brevik, Lars Nielsen Lerstang, Jørgen Pedersen og Nicolai Hammer fra Langesund. 29/11 forelaa komiteens indberetning og forslag:

 

Paa Syltereens østre punkt i Brevik hadde der i gammel tid været et blokhus eller bolverk, men nu hverken blokhus eller „støcker” (kanoner). Et blokhus vedtoges opført igjen paa samme sted, med behørig bestykning; der­ved kunde „ald fientlig anfald af Indløbere gjennem Hellerøefjorden” hindres og Brevik og Eidanger sikres saavelsom Porsgrund og Skien. De haapet at Eidanger og Gjerpen maatte tilpligtes at hjælpe til med vagtholdet, eftersom blokhuset var tjenlig til det ganske distrikts beskjærmelse. For at se ogsaa Langesund „con­serverit” maatte man lægge et blokhus paa ytterste pynt av Langøen, hvor man visste der ogsaa før hadde staat et slikt; men hvor det hadde staat, fand­tes der nu ingen tegn til: enten det var nedlagt fordi blokhuset ved Brevik blev anrettet, eller av alder forgaat eller av søen bortskyllet, „kand iche wides”. Det burde bestykkes med større kanoner end Breviks; Skien kunde nok hjælpe til med at bygge det, men Bamle og Solum maatte bidrage med vagthold. Det var umulig for Skien at holde vagt paa begge steder, da der var 2 mil til Brevik og 2.1/2 til Langesund, og slemme veier tillands, ‑ Dette er hoved­indholdet av den vidløftige betænkning. Dersom disse gamle blokhus har været av samme konstruktion som de der endnu staar i Fredriksværn, maa det for­undre, at tidens tand saa hurtig hadde gnavet dem istykker, for de Fredriks­værnske er saa solide, at det ikke lønner sig at rive dem ned. Der maa nok ha været andre kræfter, som tæret pas dem. ‑ Til at føre opsyn med byg­ningen av blokhuset i Brevik og fungere som dets kommandant hadde man allerede utset Christian Brandt (senere raadmand i Skien), med en gage av 12 rdl. maaneden. fra 14de nov. „da wj Hannem hertil antog, og til Gud af Naade forleener os en ønschelig Fred”. Saalænge man holdt paa med byg­ningen av blokhuset, skulde Brevik holde en vagt pas 6 mand; senere vilde Skien overta vagthold og bemanding. ‑ Til krigsforberedelserne hørte vel og­saa slotslovens omsorg for at de fornødne forraad av næringsmidler fandtes, og at der ikke blev dyrtid paa disse; en skrivelse av dette indhold (læst 5/l2) bestemte at magistraten skulde taksere og sætte kjøp paa kjød, øl og brød efter lovens 3 ‑ 4 ‑ 8.

 

Det var ikke bare den forestaaende krig, som voldte bekymringer. Og­saa fra en anden kant truet en fare, som man maatte søke at værge sig mot: pesten, som hadde vist sig ved Østersøen og truet med at brede sig vestover. 10/9 møtte Peter Russel paa Bratsberg amts vegne (man ser han allerede er en betrodd mand) og bad oplæst et brev fra slotsloven til amtm. H. Adler om „negotiens ophør pas Danzig og omliggende stæder”, grundet smitsom sygdom. Derfra kommende skiber skulde ankre utenfor indløpet til Langesund indtil videre. Russel meddelte tillike, at han næste dag vilde reise til Langesund for at træffe fornøden anstalt, da han ikke vovet at „tardere (forsinke) Hans M.s villie”. Denne anledning til at gjøre sig vigtig fik han dog ikke nyte ganske alene: Borgemester Simonsen oplyste at der med sidste post var indløpet lignende be­sked til ham, hvorfor ogsaa han vilde reise til Langesund til conferance. ‑ Krig og pestilentse! Det var altsaa „aspekterne” ved utgangen av 1709.


[1] Selv tolderen var altsaa stor skibsreder og næringsdrivende.

[2] Facsimileret paa side 12.

[3] Se herom Ordings „Beskrivelse af Solum Præstegjæld”.