"Unge drenge hopper bare op på én, bang bang et fini"
“Hold da op”, er den spontane reaktion efter gennnemlæsning af “Krukke”, Louise Zeuthens biografi om de første 40 år af Suzanne Brøggers liv. Længere måtte biografien ikke række. Gennem kassevis af Suzanne Brøggers breve og dagbøger beskriver hun sit liv og forfatterskab, litteraturen over eksotiske begivenheder, der dækkede over ægte, rædselsfulde oplevelser.
Med Suzanne Brøggers egne originale og ofte morsomme ord og vendinger. Og Louise Zeuthens nænsomme, men skarpe tolkninger. Hun har mødt Suzanne Brøgger undervejs, men ikke om bogen, som hun heller ikke har interviewet hende til.
Det er blevet en læseværdig bog, der kommer hele vejen rundt om Suzanne Brøggers liv til de 40 år. Frigørelse, de erotiske eksperimenter, omkostningerne. En guldgrube af oplevelser, begivenheder og navne, helt tæt på Suzanne Brøgger.
Biografien fortæller om en barndom med en fraværende, selvmordstruet mor, en stedfar, der antydes et incestuøst forhold til, seksuelle eksperimenter, der blev til voldtægt.
Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at meget af snakken om frigørelse, fri sex og autoritetsopgør er orkestreret af hendes elsker, en fransk diplomat og levemand, der tog hendes mødom, da hun var 16 år og fjernstyrede hende pr. brev i mange år.
Heldigvis var hun en klog kvinde, der kunne se - og beskrive - effekterne.
Men på en noget anderledes elegant måde end de virkelige hændelser, der lå bag.
Louise Zeuthen plukker i 24 års brevveksling med diplomaten Philippe Baude, som Suzanne Brøgger møder i Bangkok. Da hun skal hjem til Danmark for at gå i gymnasiet på Th. Langs Kostskole i Silkeborg er der breve frem og tilbage stort set dagligt.
”Jeg giver dig hele min kærlighed, al min sæd, hele min pik. Skriv til mig hurtigt. Din herre slem og mærkelig,” er et eksempel på, hvad Philippe Baude skriver til den 16-årige Suzanne Brøgger.
Og en del breve senere skriver Suzanne Brøgger, stadig 16 år: ”Din vanvittige mand, du har lært mig at ønske noget slemt og mærkeligt!” Og hun skriver, at hun ikke har mødt én hun har lyst til at være ”slem” med. Men 14 dage senere ryger der et brev af sted, hvor hun fortæller, at hun har flere ting at bekende, ”slemme, ikke gode ting”.
Hun skriver bl.a.: ”Så – vi elskede. Det var, som jeg havde gættet, skuffende, du har ret når du siger, at unge drenge bare hopper op på én, bang bang et fini.”
Og det er bare den spæde begyndelse til ”Den franske forbindelse”, som brevvekslingen hedder i bogen.
Og man overraskes over, at hun faktisk er monogam, hungrer efter kærligheden og går i fødetanker, mens hun skriver netop den bog. Men manden kan ikke klare bogen og reaktionerne. Det kan moren heller ikke, men som Suzanne Brøgger skriver i sin dagbog: “min bog er bare digt. Virkeligheden er meget værre”. Og det var den.
Men hun bliver gift og får barn - med en anden - langt senere. Og den mand og barnet må ikke nævnes i biografien.
Louise Zeuthen refererer i bogen til et læserarrangement, hvor Suzanne Brøgger bliver spurgt, hvordan hun først kan forkaste ægteskabet for derefter at blive gift. Med et smil svarer hun: “Jamen, jeg har jo - til forskel for mange andre - gjort det i den rigtige rækkefølge”.
Suzanne Brøgger fylder 70 år til november og har ikke ønsket at give interviews hverken i forbindelse med bogen eller fødselsdagen.